Et af de første store stykker, vi forsøgte os med var ”Charleys tante” (1977). Det blev en brag af en forestilling, hvor skuespil, scenografi, sminke, kostumer og tek­nik gik op i en højere enhed. Og vi havde et kammeratskab, der virkelig var med til at højne spilleglæden.

Der kunne ske mange sjove ting under en forestilling. Jeg husker, da vi spillede ”Landmandsliv” (1981) mmk . I en scene i stykket skulle der en levende gris med ind i en trillebør. Min mand måtte ud til en bekendt, der var landmand, og snakke med ham, om han måske havde en lille gris – gerne med lidt skuespillerpotentiale. Det havde han. Dengang spillede vi over flere week­ender, så vi havde ikke lige tænkt på, at grisen jo voksede, så den lille gris endte i sidste forestilling med at være temmelig tung at bære på. Vi havde heller ikke tænkt på, at den ville ud og kigge på verden. En aften lige før en forestilling var grisen væk, vi gik efter lyden, og fandt den nede under scenen. Landmanden for­talte os efterfølgende, at han havde måttet aflive grisen, for den fik skuespiller-nykker.

Nå ja – så skete det jo da også ind imellem – under en forestilling – at en replik pludselig blev glemt. Jeg husker en aften, hvor der blev helt stille på scenen – i meget lang tid – og suffløren, Anni Rasmussen, der ellers var en helt fantastisk sufflør, ja hun havde tænkt: ”Det går jo godt”, så hun sad bare og nød forestillin­gen. Jeg skal hilse og sige, at sekunderne er lange, når man står der, og ingen ved, hvem der skal sige noget. Men lige den dag, da var Orla Jensen med på scenen, og der skulle jo noget til at hyle denne dygtige amatørskuespiller ud af det, så han gik hen til sufflørkassen og sagde højt og tydeligt ned til suffløren: ”Er det mig nu”. Hvorefter hele salen morede sig, og vi kom tilbage på sporet.

I 1978 fik jeg via DATS kontakt med nogle elever fra Dramahøjskolen i Herning, og de kom til Vejen og hjalp med at få en børneafdeling stablet på benene. Det var forrygende at opleve, at her var der pludselig et andet tilbud til de børn, der ikke lige var til sport. Og vi havde i årene frem stor succes med at lave drama med børn og unge. Det er virkelig en fritidsinteresse, der er med til at give børn og unge mere selvværd, og vise dem, at der her findes et godt fællesskab, de kan blive en del af. Her i 2023 er det svært at forstå, at det er 50 år siden, vi ”bare lige” mente, vi kunne starte sådan en forening på. Nå ja – hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg måske ”svagt ane” alle årene, hvis jeg ser mig selv i spejlet. Ung­pigerollerne er for flere menneskealdre siden lagt på hylden. For mange år siden spillede jeg Tante 2 i “Skærmydsler”, ligesom jeg spillede en af de elskelige gamle tanter i ”Arsenik og gamle kniplinger”. Den gang brokkede vores fantastiske mul­tikunstner og sminkør, Jens D. Flansmose, sig lidt over alt den sminke, der skulle til for at få mig i den rigtige alder, det havde ikke været nødvendigt i dag. Men hvis jeg lader tankerne gå tilbage, så kunne jeg skrive tykke bøger om alle de op­levelser, denne forening har givet mig, de øvrige medlemmer – og de tilskuere, der gennem årene har fulgt os i ”lyst og nød”.

Da vi dengang i 1973 startede med en revy på det hæderkronede Hansens Hotel (der i dag er lavet om til lejligheder), tror jeg nu ikke, der var nogen af os, der havde fantasi til at forestille sig, at man faktisk meget nemt kan blive lidt afhængig af at være en del at det brogede team, der får en teaterforestilling op at stå – men sådan har det heldigvis været for mange af os. Lige før en premiere, hvor teknik, musik, sminke, hår, kor og skuespillere pukler det meste af deres fritid med opsætningen, vil udenforstående nok også spørge sig selv om, hvorfor det nu lige er, vi bruger så mange timer på amatørteater. Jamen … det er da sammenholdet – det, at hver lille brik er nødvendig for det færdige resultat. Uanset køn, alder, status og evner er der en plads til alle, når en forestilling skal blive til et produkt, der er værd at vise for publikum.

Selvfølgelig er alle timerne ikke lige sjove. – Nej, når man kl. 23 – for 10. gang prøver den samme sang og de samme trin – og det stadig ikke virker helt så pro­fessionelt som på Det Kongelige – ja så er det da måske ikke lige en amatørinstruk­tørs drømme-fritids-job. Heldigvis er det også i de situationer, at der lige er en af alle de medvirkende, der har overskud til en kvik bemærkning, så latteren kan bløde op på en træt flok amatørskuespillere, der selvfølgelig har svært ved at abstrahere fra, at de skal møde til normal tid på arbejde i morgen tidlig. Men – når det så lykkes at få en professionel amatørforestilling stablet på benene, som publikum nyder at se, og man mærker glæden fra alle de medvirkende over en fælles indsats, ja så er det da nemt at forstå, at man også siger ja næste gang, der er brug for ens frivillige arbejdskraft.

Jeg har i mine mange år med amatørteater oplevet, hvordan mennesker ”er vok­set”, når de har været med i teaterarbejdet. Det kan være et ungt menneske, der måske ikke er så god til sport, der pludselig her finder det samme fællesskab, ikke på sportspladsen men på scenen eller i teknikken på Studioscenen. Det kan være et menneske, der ikke er så god til det boglige, men opdager, at der her kan bruges helt andre evner. Det er selvfølgelig også en stor glæde at opleve, at en del ama­tører har fundet deres levevej inden for det etablerede teater efter at have ”stået i lære” i Studio 73.

Ingen tvivl om, at en sådan amatørforening er et stort aktiv for en by som Vejen. Heldigvis er erhvervslivet klar over dette, så de er en god støtte for vores selv­finansierende forening, der dog støttes af kommunalt tilskud til lokaler. Så kommer jeres vej forbi, så klik ind på hjemmesiden for Studio 73, og se hvilke forestillinger, der spilles. Jeg lover jer, I vil møde en flok glade, entusiastiske og kvalitetsbevidste amatørskuespillere.